Nord Til Syd

Samsø fra Nord til Syd:
En 2-dages cykeloplevelse

Tag med på den ultimative cykelrejse på tværs af Danmarks køkkenhave.
Denne to-dages rute er skræddersyet til dig, der vil have alle øens kontraster med de stejle bakker i nord til de milde sandstrande i syd.

  • Dag 1: Nordby til Tranebjerg (ca. 20-25 km)
    Turen lægger ud i Nordby Bakker, hvor terrænet vil give dig lidt sved på panden, men belønne dig med fantastiske udsigter over Kattegat. Efter at have udforsket Nordbys idylliske gader, cykler du mod syd via de fredelige landeveje. Dagen svinges i mål i øens “hovedstad”, Tranebjerg, hvor overnatningen venter. Her kan du opleve det hyggelige byliv, besøge Samsø Museum eller spise middag i gågaden.

  • Dag 2: Tranebjerg til Kolby Kås (ca. 15-20 km)
    Efter morgenmaden fortsætter turen ned gennem Sydsamsøs fladere terræn, som er perfekt til afslappet cykling. Du cykler forbi historiske herregårde og vej boder bugnende af friske råvarer. Ruten slutter ved Kolby Kås på vestkysten. Her kan du slappe af på de uspolerede strande, lytte til bølgerne og nyde den klare udsigt mod Jyllands kyst, inden turen går hjemad.

Over 11 kg Co2 vil du spare ved at tage denne cykeltur

Lidt om Samsø

Samsø, der ligger midt i Kattegat, er på mange måder en klassisk dansk ferieø. Den er især kendt for sin natur, sine friske råvarer og sit fokus på grøn energi. Øen har en rolig atmosfære, hvilket gør den populær til både afslapning og cykelferie.

Når man kører rundt på øen, støder man hurtigt på de mange vejboder med lokale råvarer. Jordbunden og klimaet er ideelt til landbrug, og øen er især kendt for sine tidlige kartofler, men der produceres også mange andre grøntsager, bær og lokale specialiteter, som bruges flittigt på øens spisesteder.

Naturen skifter en del fra syd til nord. Mod nord finder man Nordby Bakker, som er et bakket istidslandskab med stejle skrænter ud mod vandet og gode vandrestier. På østbiden ligger Stavns Fjord, et fredet naturområde med et rigt fugleliv og den lange, smalle landtange Besser Rev, som man kan gå ud ad.

Øens landsbyer har bevaret meget af deres gamle særpræg. Nordby er kendt for sit gadekær og sine velbevarede bindingsværkshuse, mens havnebyen Ballen fungerer som øens centrum for turisme om sommeren med lystbådehavn, spisesteder og badestrand.

Samsø har også markeret sig internationalt som en vedvarende energi-ø. Den er selvforsynende med strøm og varme fra vindmøller, solceller og lokale biomasseanlæg, og på Energiakademiet kan man få indblik i, hvordan omstillingen er foregået.

For besøgende er der desuden forskellige aktiviteter som Samsø Labyrinten, falkecentret og de mange strande hele vejen rundt om øen, der egner sig til både badning, lystfiskeri og sejlads i kajak.

Forslag til den næste tur